Vejledning om anvendelse af dykkerknive

Nedenstående artikel er udarbejdet af Dansk Sportsdykker Forbund, Teknisk Udvalg

Teknisk Udvalg har fået udarbejdet denne vejledning på baggrund af en række henvendelser over det
sidste halve år. Reglerne på området har været svære at forstå for mange, men med dette dokument
håber vi, at skabe lidt klarhed over reglerne.

Vejledningen er udarbejdet af: Jurist Thomas Meldgaard.

Som følge af bandekonflikten og diverse knivstikkerier, der blev stærkt omtalt i pressen, blev
minimumsstraffen for at bære en ulovlig kniv sat til 7 dages fængsel som en del af den
stramning af gældende lovgivning på området, som regeringen, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti fik vedtaget
pr. 01.07.2008. Denne skærpelse er af stor relevans for alle sportsdykkere, eftersom vi alle bærer
kniv i forbindelse med udøvelse af vores sport.

Jf.§ 4 i våbenloven er det forbudt at bære eller besidde kniv eller dolk på offentligt tilgængelige
steder, uddannelsessteder, i ungdomsklubber, fritidsordninger og lignende, medmindre det sker som
led i erhvervsudøvelse, til brug ved jagt, lystfiskeri eller sportsudøvelse eller har et andet lignende
anerkendelsesværdigt formål.

Det interessante i forhold til denne paragraf er netop at fastslå, hvad et anerkendelses værdigt formål
er set i forhold til dykning og dykkerknive.

Justitsministeren har tidligere udtalt sig om emnet, og ifølge denne er ”et anerkendelsesværdigt
formål” dækkende over situationer, hvor man skal anvende kniv i forbindelse med erhverv, jagt,
lystfiskeri, sportsudøvelse, herunder sportsdykning, eller andre friluftsaktiviteter, eller hvor kniven i øvrigt
skal anvendes til et konkret, aktuelt praktisk gøremål. Det er også tilladt at passere et offentligt
tilgængeligt sted med en kniv, hvis man er på vej til eller fra det sted, hvor kniven skal bruges, eller hvis
man f.eks. har købt en kniv i en butik og skal transportere den hjem. Således vil kniv kunne bæres
som led i anden lovlig fritidsaktivitet. Dette gælder f.eks. for spejdere og andre, der dyrker
friluftsvirksomhed og i den forbindelse anvender kniv. Det er derimod ikke et anerkendelsesværdigt formål i
våbenlovens forstand at have en kniv i lommen eller tasken til brug for eventuele praktiske gøremål,
som måtte opstå hen ad vejen.

Det er derfor ikke tilladt at foretage svinkeærinder til og fra dykkerstedet, hvis dykkerkniven
medbringes. Ifølge politiet er f.eks. et kiosk - eller McDonalds besøg før eller efter dykning med
dykkerkammeraterne ikke at betegne som er anerkendelsesværdigt formål set i forhold til våbenloven, og man
vil derfor kunne blive idømt en straf, hvis politiet finder ens dykkerkniv i forbi
ndelse med diverse svinkeærinder til og fra dykkerstedet. Så dykker, for at undgå problemer: Kør lige fra og til
dykkerstedet!

Det skal i denne sammenhæng dog bemærkes, at rigsadvokaten primo oktober 2009 har besluttet at
stille en række sager om ulovlige knive i bero, for at Højesteret kan fastslå, hvordan lovens krav om
minimum 7 dages fængsel skal forstås. Man har gjort dette med baggrund i en del sager, der har
været fremme i pressen, hvor der er blevet sat spørgsmålstegn ved rimeligheden i straffen set i forhold til, at lovovertræder har glemt, at han kørte rundt med hobby eller fiskeknive i bilen.

4. december 2009

For mere information, besøg denne artikels hjemmeside.
Sidst opdateret d. 15/06/2014.
Nuværende kommentarer: 0
Fortæl en ven